Mit værksted ligger i en gammel motormølle der blev bygget i 1931. Den gamle møllesten findes stadig, og indretningen er stort set bevaret som da den var i funktion som mølle.

Lidt historie

Mit navn er Eya Andersen. Jeg kom i lære som sadelmager i 1977 hos Karl Olsen, som havde værksted på travbanen i Charlottenlund i mere end 35 år.

Dengang gjorde vi mest i travudtyr, syede seler, dækkener, gamascher, præmiedækkener, og monterede læder på vognene, ja vi lavede mange spændende stykker seletøj til disse heste og det var lærerigt.

Vi omstoppede også sadler for rideudstyrsforretninger og nogle få private ryttere, som fandt vej ud til os, men dengang var der knap så meget focus på rygproblemer som nu.

I dag er det en stor del af mit arbejde at omstoppe sadler. Jeg kører fast en dag om ugen ud til de forskellige stalde på det meste af Sjælland. På de dage hvor jeg ikke kører ud, er hestene velkomne på værkstedets P-plads.